
1. Jeg har forsøgt at arkivere e-post til menighedsrådet i menighedsrådets mapper i IT-skrivebordet, og jeg får ganske rigtigt en stistruktur frem, men ikke til min egen del af skrivebordet!
Du skal være opmærksom på, at du skal logge ind via http://www.it-skrivebord.dk/ med dit brugernavn og tilhørende adgangskode, ellers vises sognets arkivmapper ikke. E-post-brugeren kan kun bruges til at indtaste e-post-adresser/mobiltelefonnumre, læse og skrive e-post, læse nyheder fra Kirkeministeriet og stiftet samt læse Kirkeministeriets samlede regelsamling. E-post-løsningen stilles til rådighed fra Kirkeministeriet, og denne har som udgangspunkt intet at gøre med Landsforeningens tilbud til menighedsrådene om et elektronisk arkiv, håndbog, blanketter m.v.
Men for at sikre hensigtsmæssigheden i menighedsrådets arbejde har ministeriet valgt at sikre en integration mellem de to løsninger således, at menighedsrådet - hvis tilmelding til e-post er foretaget og abonnement på IT-skrivebordet tegnet - via IT-skrivebordet kan læse og afsende e-post fra menighedsrådets officielle e-post-adresse kombineret med muligheden for at arkivere indkomne og udgående e-post sammen med menighedsrådets øvrige korrespondance.
Indtastning af den første e-postadresse eller mobiltelefonnummer kan kun foretages via www.infonyt.dk - først herefter bliver e-postmapperne synlige i IT-skrivebordet.
Denne opdeling skyldes bl.a., at menighedsråd uden abonnement på IT-skrivebordet på lige fod med de øvrige menighedsråd skal have mulighed for at benytte e-post-løsningen med nyhedsformidling og regelsamling, uden at der stilles krav om abonnement på IT-skrivebordet.