
Portalen www.sogn.dk indeholder oplysninger om alle sogne i folkekirken. For hvert sogn gives oplysning om ansatte præster og evt. kordegn, menighedsrådsmedlemmer samt generelle oplysninger om sognet, herunder kirken og dennes adresse, sognets tilhørsforhold til pastorat, provsti og stift, antal indbyggere og folkekirkemedlemmer. Herudover findes der statistikoplysninger om kirkelige handlinger, fødte og døde i 2009.
Ud over søgning på sogne, kirker samt præster giver Sogneportalen mulighed for at søge oplysning om eget sogn eller øvrige sogne ud fra indtastning af en vilkårlig adresse i Danmark.
Oplysninger om præster, kordegne og menighedsråd vedligeholdes af stifterne, mens fakta og statistiske oplysninger vedligeholdes af IT-Kontoret.
Supplerende oplysninger
Ud over de faste oplysninger på Sogneportalen har menighedsrådene mulighed for selv at oprette en række oplysninger i et administrationsmodul på www.sogn.dk/admin. Det kan være oplysninger om sognets øvrige kirkefunktionærer, gudstjenester, møder og arrangementer. Hvis menighedsrådet har indtastet sådanne oplysninger, fremkommer der et menupunkt hertil på sognets egne sider på portalen.
Hvis sognet har egen hjemmeside, kan der i administrationsmodulet indsættes et link til denne hjemmeside.
Erfaring med brug af sogneportalen
En lang række menighedsråd gør i dag brug af de muligheder for at offentliggøre informationer om eget sogn, som Sogneportalen stiller til rådighed.